På Gardermoen opdagede vi at jeg på en eller anden måde havde magtet at bestille plads to mand og EN cykel ! Men heldet følger den tossede og efter lidt diskussion og en visatransaktion kom vi og cyklerne med flyet til Alta. I Alta ventede den ene halvdel af vores fantastiske supportteam Anders. Han sørgede for fyrstelig indkvartering på Øytun folkehøgskole. Resten af dagen blev brugt på at sove lidt, få samlet cyklerne og køre en lille tur på sidste del af sporet til Offroad Finnmark. Vejrudsigten så noget barsk ud, noget vi måske ikke helt havde taget højde for så fredag blev det til en tur hos den lokale grejpusher for at købe lidt ekstra uld og et par vinterhandsker istedet for de tynde vi havde taget med, en klog beslutning skulle det vise sig. Om aftenen var der ryttermøde hvor ruten, regelsættet osv. Blev gennemgået.
Sidste taktikdiskussion med vores fantastiske "supportteam"
Lørdag formiddag blev Alta centrum lige så stille fyldt op med cykelryttere der utålmodigt ventede på at klokken skulle blive et så vi kunne komme igang. Et forsigtigt overslag siger mig at der var cykler til omkring 2 millioner kroner samlet på torvet i Alta den lørdag. Starten gik og de første tre km fik vi lov at køre samlet indtil løbet blev givet frit ud på en grusvej som var skispor om vinteren. Martin og jeg kravlede ligeså stille op igennem feltet, vi startede måske lige friskt nok men ventetiden havde ligesom bygget en masse energi op som gerne ville ud. Efter det første lidt tekniske grusvej kom et langt stykke på asfalt og siden et stykke på god grus vej. Efter i 19 km drejer vi fra og ud på i det seriøse terræn. Der findes en del ATVspor i finnmarken og disse følger vi en god del af turen. De er generelt fine at køre på men specielt senere på turen må vi acceptere at ATVer nok har flere kræfter end vi har. Da vi mangler ca 16 km til første checkpunkt råber Martin pludselig bagfra at noget er galt, jeg stopper og han kommer op til mig med et ansigtsudtryk der ikke lover godt. Det viser sig at det rammen i det øverste dæmperled simpelthen er knækket sammen med bolten som holder selve dæmperen. Fuck hvad gør vi nu? Dette er simpelthen for surt specielt fordi vi faktisk lå ganske langt fremme. Det hele virker utrolig håbløst, Martin forsøger at få fat i snor fra de forbi passerende hold men de ryster bare på hovedet. Jeg er mest på bare at smide cyklen på nakken og gå mod næste checkpunkt, jeg får ringet til teknisk bil og beder dem vente med en ekstra cykel på checkpunktet. I mellemtiden har Martin fundet vores ekstra gearkabel frem og begynder at binde ophænget på plads, jeg forholder mig stadig ret skeptisk men må noget overraskende se til mens Martin sætter sig op på det der nu er blevet til en hardtail og køre afsted mod næste checkpunkt. Måbende kommer jeg på cyklen og sætter efter ham og en time senere kan vi trille ind i mekanikerens telt hvor rittlederen får lov at inspicere cyklen og giver dispensation til at vi må bytte cykel.
Mens Martin får indstillet den nye cykel forsyner jeg mig med varme kanelboller og kaffe.
Scott Genius, nu som hardtail...
Martins nye "bedste ven" er en ganske fin fulddæmpet Scott Spark. Han bliver dog aldrig helt gode venner med den blandt andet fordi den kun er str M, desuden er dæmpersystemet lidt spinkelt i forhold til den ødelagte Scott Genius. Heldigvis er næste etape ganske kort og på rimelig god grusvej, nord norsk grusvej ganske vist, så han får lidt tid til at vænne sig til den nye cykel. Vi når frem til næste checkpunkt efter halvanden times rask cykling.
Første stykke med dårlig grusvej på første etape, her blev kørt stærkt
Her er det tid til at fylde depoterne op for alvor for næste etape bliver den første seriøse test. 42 km på sti igennem terrænet og to elvekrydsninger, den forventede snitfart på de hurtigste er sat til 13 km/t. Vi kommer af sted men allerede op af den første bakke får jeg problemer med at køre på min nederste klinge, ikke så hyggeligt da det for alvor går opad på sandet og stenet vej. På toppen kan vi holde et rimeligt tempo i en periode men så begynder terrænet at ændre sig. Korte bakker med myr (mose) i mellem, hvor man normalt glæder sig til at køre ned ad, begynder jeg efterhånden at frygte det for man ved hvad der venter for foden af bakken. Masser af mudder=våde og kolde tæer. Efter den første elvkrydsning kommer vi op til en gammel gård og herfra er vejen bedre, endnu en elvkrydsning følger og endelig er vi ude på asfalten igen. Godt våde og kolde når vi frem til Soussjavri hvor der venter et varmt måltid og vores depottaske med lidt tørt tøj, energidrik, ekstra gels og vores soveposer. Efter lidt diskusion blir vi enige om at sove en times tid. Jeg får ikke sovet så meget men jeg får varmen tilbage i kroppen, specielt mine tæer var kolde. Jeg kørte med et par meget luftige sko men forsøgte at kompensere med overtræk og uldsokker, Martin havde vandtætte vintersko der klarede kulden lidt bedre.
Mad må der til ! Diæten bestod mest af brødskiver med peanutbutter samt gels.
Næste etape skulle være ganske rask, det raske bestod dog primært i at der ingen myr var, det var stadig stenet og teknisk cykling. Vi mødte det andet danske hold på næste checkpunkt de kunne fortælle at de havde haft en snitfart på under ti km/t. Fra Nedre Mollisjok begynder kongeetapen. Ikke alene er den lang, 60 km, efter 40 km kommer en brutal bakke, 200 højdemeter på ca 3 km, som de færreste skulle have kræfter til at cykle. Efterhånden kører vi nærmest i trance, hvilket også resulterer i lidt ekstra km da vi ikke var opmærksomme på gpsen. Hele løbet er bygget op på at man følger et gps spor noget som generelt fungerer godt, dog skal man være opmærksom og af og til bliver man nødt til at køre lidt ned ad en sti for så at vende om når gpsen finder ud af at det er forkert. Desuden skal man være opmærksom på at gpser som Edge 800 fra garmim med indbygget batteri ikke klarer mere end ca 15 timer ( vi brugte 34 ). Efter ca 35 km kan vi se "killerhill" på den modsatte side af dalen, vi skal dog først krydse en mose og en birkeskov med fedtede stier og vand. Hverken Martin eller jeg føler for at forsøge at cykle op af bakken så vi trækker op. Oppe på toppen går det stille og roligt nedad mod asfaltvej og næste checkpunkt. Her møder vi et hold vi snakkede en del med og som vi egentlig troede var langt foran os, men det viser sig at deres knæ har sagt stop og de sidder lidt slukørede og venter på et lift hjem. Mens vi forsyner os med nugatti brødskiver kommer den ene halvdel af et svensk hold som vi overhalede tidligere kørende ind bag på en ATV. De har også valgt at stå af pga knæene. Det påvirker mig en del og jeg skynder på Martin så vi kan komme videre før fristelsen til at stå af bliver for stor.
Cykelvask på checkpoint, en ren og velsmurt cykel er vigtigt og kan spare dig for meget besvær.
Næste etape er ganske kort, bare otte km på et rimeligt godt spor og en heftig nedkørsel de sidste 3 km. Vel fremme ved Jotka fjellstue får vi os et længere hvil og depoterne bliver fyldt op til den sidste lange etape på 50 km. Denne går stille og roligt, vi begynder at få en mærkelig fornemmelse af at vi bare kan blive ved og ved. Efter ca 40 km på fjellet kommer vi ud på en grusvej midt i et hyttefelt, her får vi igen lidt problemer med navigationen. I et vejkryds viser gpsen til højre og vi følger efter, men pludselig vender den om og peger den stik modsatte retning. Vi står midt på bakken og diskutterer vores muligheder, vi bliver enige om at køre op igen men på toppen vender pilen bare om igen. Heldigvis kommer der en mand løbende med sine hunde og han griner til os og siger at vi bør køre den anden vej hvis vi vil i mål. Det skal han ikke sige to gange og efter at have fulgt hans anvisninger 100 meter er gpsen også enig. Vi kører et stykke på grusvejen og undrer os lidt over at det bliver ved at gå opad, næste checkpunkt skulle ligge ved elven 350 under os. Pludselig peger pilen ind i krattet ved siden af vejen og der går et lys op for os. De sidste tre km går nedad bakke på det fedeste singletrack jeg nogensinde har kørt. Sporet starter som fugtig birkeskov med en del små vandløb og ender op som et fast skovspor mellem fyrretræer og nedad HELE vejen. Bremser og dæmpere kommer seriøst på overarbejde, her er jeg virkelig glad for mine 120 mm vandring, halvvejs nede begynder jeg at kunne lugte bremserne, det har jeg alligevel aldrig prøvet før.
Det sidste gps-spor findes frem så vi kan komme i mål i Alta
Da vi har siddet lidt ved det sidste checkpunkt og spist dukker Anders og Henriette, vores fantastiske supportteam, op. Vi har kørt med tracker hele vejen, men de er åbentbart løbet tør for strøm så hvordan de vidste at vi var der fattede jeg aldrig helt, men hyggeligt var det ihvertfald. De lover at møde os ved målet inde i Alta, med målet bare 25 km væk blev der givet god gas ned mod byen. Vi starter på asfalt men kører ret hurtigt ud på et fint singletrack som vi testede i torsdags. Dette følger vi et stykke langs elven hvorefter vi krydser denne og fortsætter mod Alta på en blanding af grusvej og rullesten, lidt hårdt for røven at sidde og træde. Endelig nede ved Altafjorden venter os en lille overraskelse "Byløjpen". Her måtte det allermindste gear i brug for at komme op, men det gik og efter en lille runde i skoven ind under skihopbakken kunne vi køre ned mod centrum igen. Vel ned på Asfalten blev farten igen sat op og slutspurten sat ind mod mål. Alta centrum var fuldstændig menesketomt da vi racede over målstregen efter godt 34 timer cykling, men en fantastisk følelse var det alligevel at kunne stå af cyklen uden at skulle op på den igen. Anders og Henriette dukkede op lidt senere og kørte os tilbage til Øytun til pizza og kage, fantastisk.
Sidste 26 km ind mod Alta.
Til slut en kort evaluering og gode råd til andre der kunne have lyst til at prøve sig. Når de skriver på hjemmesiden at man bør cykle på fulddæmper så er det fuldstændig korrekt. Terrænet er hårdt og 300 km er langt, kører du hardtail må du stå op 80 % af tiden. Vinterudrustning kan blive nødvendigt, vi havde helt ned til 2 grader og regn. Jeg ved ikke helt hvad de hold som kørte med gpser med fast batteri gjorde, men min Garmin Oregon med løse AA batterier fungerede super godt, jeg brugte 4 sæt batterier. Til sidst vil jeg kraftigt anbefale barends for afvekslingens skyld og camelback for nemhedens skyld, du skal alligevel køre med rygsæk. Alt i alt var det en fantastisk oplevelse som jeg gerne vil prøve mig på igen og klart anbefale MTBere med hang til eventyr.
Tak til Henriette Riley for de fine billeder.
