Ved vejs ende

Så er turen efterhånden ved at være slut, i aften rejser vi til Lima og i morgen går flyet mod Europa.

Turen mod Alpamayo endte med dårlig mave, så vi gik tilbage til Huarez og har tilbragt de sidste dage med bouldering, sportsklatring, kaffe og facebook. 

Alt i alt har det været en fin tur og når man snakker med andre klatrere hernede forstår man at det ikke er usædvanligt at måtte vende om, også tæt på toppen. Det er efterhånden blevet en stående joke blandt klatrerne på Jo´s Place, hvor vi har boet, at toppen er hellig og ikke noget man skal stræbe efter. 

Det har været meget lærerigt og spændene at oplevede høje bjerge og de taktiker som skal til for at besejre dem. Min respekt for de som klarer at gå op på Mount Everest er blevet noget større efter selv at have oplevet hvad højden kan gøre ved ens fysik og selvtillid. 

Nu står den på lejrliv i et par uger og derefter venter Lofotens granit på mine klatresko og mig.

Alene i bjergene

Efterhånden er Huarez ved at blive fyldt godt op med trekkere, bjergbestigere og andre eventyrlystne folk. I starten så man ikke mange blege ansigter, men nu kan man dårligt gå på gaden uden at snuble over amerikanere. 


I sidste uge var Anders og jeg en tur oppe og forsøge os på Artesonraju. En 6025 meter høj top som bliver bevogtet af et 600 meter højt sne "face" på omkring 60 grader. Det blev til 4 dage i bjergene hvor vi ikke så andre menesker før den sidste dag, helt befriende efter 4 dage i Huarez larm.

Artesonraju

Vi havde valgt at lægge vores highcamp på morænen i 4900 meters højde istedet for på Gletsjeren. Dette betød ca 3 km og 400 højdemeter ekstra, til gengæld lå vi i læ og vi slap for at bære tunge rygsække henover gletsjeren. Tunge rygsække er ikke noget der bliver mere populært med tiden. Jeg er ikke så frygtelig god til at få energi i hovedet og generelt er vi nok for fantasiløse når det kommer til mad, jeg tror dette var medvirkende til at ihverfald min motivation og energi tog slut. Da vi nåede op på facet og skulle til at bruge hænderne også, foregik det på den måde at vi klatrede omrking 20 meter op for derefter at falde sammen over økserne og puste som en gal de næste 2 min. På den måde er 600 meter ret langt.

Efter tre gange at have forsøgt at vende Anders om lykkedes det endelig, men da var jeg også færdig med at synes det var sjovt. Nu ventede så omkring 400 meters nedklatring noget som også tærer en del på kræfterne. 

På vej nedover gletsjeren

Efter 12 timers arbejde, og 3 snickers, nåede vi tilbage til morænecampen. Her fik vi lidt at spise hvorefter vi pakkede lejren ned og fortsatte ned til basecamp. På denne tur havde vi ikke hjælp af muldyr, vi havde alt på ryggen. Derfor havde vi valgt kun at tage det lille telt med.

Det lille telt

Det lille telt er så lille at man ikke kan ligge udstrakt uden at røre teltdugen hvis man er over 185 cm høj. Det lille telt er et singlewall telt så der sætter sig en del kondens på indersiden, noget som godt kan have en hvis negativ effekt på dusoveposen. Men alt dette til trods så elsker vi alligevel det lille telt, fordi det vejer under 1 kg og det er dejligt.

Pløk

Solbrændte og sikkert temmelig ildelugtende på vej hjem i collectivoen

Turen lakker så småt mod enden, men inden da skal vi lige ud på et sidste eventyr. Denne gang hedder målet Alpamayo.

Ishinca Valley

Den første rigtige tur ud i bjergene gik til Ishinca Valley. Et meget populært akklimatiseringsspot, hvorfra man har tilgang til 4 bjerge af moderat sværhedsgrad. Planen var i første omgang højdetilvænning så fokus lå på moderate sneskråninger med gletsjerspalter som crux.   

 Mad til en uge

 Anders og æslerne

Grej

Vi tilbragte den første dag i Basecamp med at få vejret, snakke med folk og komme på plads. Anden dag luntede vi op af Urus en top på ca 5500 m. Vel nede i basecamp lagde vi os begge og havde lidt ondt af os selv med hovedpine. 

 Anders på Urus

Samlet på toppen af Urus med sol over Tocllaraju 

Tirsdag gik vi stille og roligt op til high camp på Tocllaraju sammen med André, en amerikaner vi havde mødt. Planen var at starte mod toppen næste dag i et tre mands team. Der var temmelig mange folk i high camp så de oplagte teltpladser var taget, men vi fandt en plads til Andrés 2 mandstelt og kom på plads. Natten var super varm og jeg tror vi alle var en smule dehydrerede da vi vågnede ved 2 tiden. Vi kom afsted fra campen som de sidste med 2 guidede hold og et stort italiensk hold foran os. 

Desværre måtte Anders vende om efter ca en time pga sygdom, så André og jeg fortsatte mod alene mod toppen. 3 taulængder med stejlt sneklatring og en masse højdemeter med rimelig enkel gang senere nåede vi toppen netop som italienerne ville ned. Dette gav lidt bøvl men vi fik til sidst lov at komme forbi.

 På toppen af Tocllaraju

André på vej mod toppen

Nu sidder vi på California Cafe i Huarez, drikker kaffe og prøver at psyke os op til endnu en omgang i bjergene, det skal nok blive godt.