Ved vejs ende

Så er turen efterhånden ved at være slut, i aften rejser vi til Lima og i morgen går flyet mod Europa.

Turen mod Alpamayo endte med dårlig mave, så vi gik tilbage til Huarez og har tilbragt de sidste dage med bouldering, sportsklatring, kaffe og facebook. 

Alt i alt har det været en fin tur og når man snakker med andre klatrere hernede forstår man at det ikke er usædvanligt at måtte vende om, også tæt på toppen. Det er efterhånden blevet en stående joke blandt klatrerne på Jo´s Place, hvor vi har boet, at toppen er hellig og ikke noget man skal stræbe efter. 

Det har været meget lærerigt og spændene at oplevede høje bjerge og de taktiker som skal til for at besejre dem. Min respekt for de som klarer at gå op på Mount Everest er blevet noget større efter selv at have oplevet hvad højden kan gøre ved ens fysik og selvtillid. 

Nu står den på lejrliv i et par uger og derefter venter Lofotens granit på mine klatresko og mig.

Alene i bjergene

Efterhånden er Huarez ved at blive fyldt godt op med trekkere, bjergbestigere og andre eventyrlystne folk. I starten så man ikke mange blege ansigter, men nu kan man dårligt gå på gaden uden at snuble over amerikanere. 


I sidste uge var Anders og jeg en tur oppe og forsøge os på Artesonraju. En 6025 meter høj top som bliver bevogtet af et 600 meter højt sne "face" på omkring 60 grader. Det blev til 4 dage i bjergene hvor vi ikke så andre menesker før den sidste dag, helt befriende efter 4 dage i Huarez larm.

Artesonraju

Vi havde valgt at lægge vores highcamp på morænen i 4900 meters højde istedet for på Gletsjeren. Dette betød ca 3 km og 400 højdemeter ekstra, til gengæld lå vi i læ og vi slap for at bære tunge rygsække henover gletsjeren. Tunge rygsække er ikke noget der bliver mere populært med tiden. Jeg er ikke så frygtelig god til at få energi i hovedet og generelt er vi nok for fantasiløse når det kommer til mad, jeg tror dette var medvirkende til at ihverfald min motivation og energi tog slut. Da vi nåede op på facet og skulle til at bruge hænderne også, foregik det på den måde at vi klatrede omrking 20 meter op for derefter at falde sammen over økserne og puste som en gal de næste 2 min. På den måde er 600 meter ret langt.

Efter tre gange at have forsøgt at vende Anders om lykkedes det endelig, men da var jeg også færdig med at synes det var sjovt. Nu ventede så omkring 400 meters nedklatring noget som også tærer en del på kræfterne. 

På vej nedover gletsjeren

Efter 12 timers arbejde, og 3 snickers, nåede vi tilbage til morænecampen. Her fik vi lidt at spise hvorefter vi pakkede lejren ned og fortsatte ned til basecamp. På denne tur havde vi ikke hjælp af muldyr, vi havde alt på ryggen. Derfor havde vi valgt kun at tage det lille telt med.

Det lille telt

Det lille telt er så lille at man ikke kan ligge udstrakt uden at røre teltdugen hvis man er over 185 cm høj. Det lille telt er et singlewall telt så der sætter sig en del kondens på indersiden, noget som godt kan have en hvis negativ effekt på dusoveposen. Men alt dette til trods så elsker vi alligevel det lille telt, fordi det vejer under 1 kg og det er dejligt.

Pløk

Solbrændte og sikkert temmelig ildelugtende på vej hjem i collectivoen

Turen lakker så småt mod enden, men inden da skal vi lige ud på et sidste eventyr. Denne gang hedder målet Alpamayo.

Ishinca Valley

Den første rigtige tur ud i bjergene gik til Ishinca Valley. Et meget populært akklimatiseringsspot, hvorfra man har tilgang til 4 bjerge af moderat sværhedsgrad. Planen var i første omgang højdetilvænning så fokus lå på moderate sneskråninger med gletsjerspalter som crux.   

 Mad til en uge

 Anders og æslerne

Grej

Vi tilbragte den første dag i Basecamp med at få vejret, snakke med folk og komme på plads. Anden dag luntede vi op af Urus en top på ca 5500 m. Vel nede i basecamp lagde vi os begge og havde lidt ondt af os selv med hovedpine. 

 Anders på Urus

Samlet på toppen af Urus med sol over Tocllaraju 

Tirsdag gik vi stille og roligt op til high camp på Tocllaraju sammen med André, en amerikaner vi havde mødt. Planen var at starte mod toppen næste dag i et tre mands team. Der var temmelig mange folk i high camp så de oplagte teltpladser var taget, men vi fandt en plads til Andrés 2 mandstelt og kom på plads. Natten var super varm og jeg tror vi alle var en smule dehydrerede da vi vågnede ved 2 tiden. Vi kom afsted fra campen som de sidste med 2 guidede hold og et stort italiensk hold foran os. 

Desværre måtte Anders vende om efter ca en time pga sygdom, så André og jeg fortsatte mod alene mod toppen. 3 taulængder med stejlt sneklatring og en masse højdemeter med rimelig enkel gang senere nåede vi toppen netop som italienerne ville ned. Dette gav lidt bøvl men vi fik til sidst lov at komme forbi.

 På toppen af Tocllaraju

André på vej mod toppen

Nu sidder vi på California Cafe i Huarez, drikker kaffe og prøver at psyke os op til endnu en omgang i bjergene, det skal nok blive godt.

Akklimatisering

Akklimatisering sucks, man går rundt laver ingenting de første par dage og det virker bare forkert at holde hviledag når man ikke har lavet noget aktivt sådan var stemningen lørdag og søndag. Mandag og tirsdag tog vi hul på den lidt mere seriøse akklimatisering vi var på to fine trekking ture op til 4400 meters højde, Huarez ligger på 3100 meter. 

Churup, et muligt projekt

Mærkelige ting sker når man ikke skal koncentrere sig om andet end at sætte en fod foran den anden. Man begynder at se lidt mere på omgivelserne og opdager at højlandet i Peru er ganske rigt på farverige blomster

Alle disse er taget på 3800 eller højere

Og en lille hest...

Efterhånden begynder man at vænne sig til det og planen er at vi lørdag flytter ud i basecamp i Ishinca dalen. Herfra har vi mulighed for at klatre 4 forskellige toppe heraf to over 6000 af rimelig moderat vanskelighedsgrad. Turen er primært tænkt som akklimatisering til større højder så fokus ligger på højde og ikke på sværhedsgraden.

Huarez

Så nåede vi frem til Huarez, efter en alt for lang rejse med alt for lidt søvn og uregelmæssige måltider. Ingen af os har sovet mere end 3 timer sammenhængende siden vi forlod Oslo for 2 døgn siden og pulsen banker afsted grundet højden, så de næste par dage bliver helt stille og rolige. På mandag begynder vi så småt at bevæge os lidt ud i bjergene for at vænne os til større højder.

Nye eventyr

Efter en måneds "lediggang" i Haderslev er det snart ved at være tid til nye eventyr. På onsdag rejser jeg nordpå for at tage flyveren fra Oslo, sammen med den dygtige og kompetente norske klatrer Anders Rake (www.andersrake.blogspot.com) , mod Perus hovedstad Lima. Her fra rejser vi videre med bus mod Huarez i Perus Andesbjerge. Vi skal have base i Huarez den næste måned, og herfra er planen at få lavet nogle spændene turer ud i bjergene

Vi vil forsøge at fortælle lidt om vores eventyr både på min og Anders blog, så vil du have det på norsk så se andersrake.blogspot.com 

Eventyrlige Scotland

 Sol i Skotland

Jeg er netop kommet hjem fra en fantastisk tur til Skotland sammen med Anders HP. Vi havde en super fin tur hvor vi blev udfordret på alle områder, vejret var ikke det bedste, isen var ikke det bedste, sikringerne var vanskelige at finde, vejen hjem var (uden hjælp fra garmin) også svær et finde, og jeg havde fejlvurderet min gamle skaljakke temmelig groft. 

Vi vågnede op den første morgen til et fantastisk uvejr og blev hurtigt enige om at det ikke blev til klatring i dag. Vi besluttede os dog for at gå op til CIC hytten som ligger ved Ben Nevis nordvæg hvor lang det fleste ruter i området ligger. På denne gåtur fandt jeg så ud af at det var uaktuelt at klatre noget i Skotland iført min gamle Klattermusen jakke. Så vi brugte eftermiddagen på at finde en ny gore tex jakke.

På vej ind mod Ben Nevis (til højre) foto: Anders HP

Næste dag var det tørvejr så vi gik ind for at klatre Green Gully en skotsk grad 4. Vældig fin klatring på den, med is som var okay til isskruer og flere gode kileplaceringer. Klatreteknisk var den ikke vanskelig, men vejret og spindriften gjorde at man god kunne holde fokus alligevel.

 Anders på vej op i Green Gully

På vej ned så det ca sådan ud

På vej ned fra Green Gully klarede vi at gå ned den forkerte vej og måtte kravle 500 m op igen. Det føltes ret dumt. Så fra da af var det med gps når vi skulle ned fra toppen.

På vej op mod 0.5 gully. foto: Anders HP

Næste dag ville vi lave superklassikeren 0.5 Gully. Turen i beskrevet i korte træk: 2 timers gang ind til CIC hytten, 150 højdemeters snebakke af varierende konsistens, 350 meters klatring på is sne og klippe og endelig 1350 højdemeter ned igen de første 500 med gps i white out. 

På vej igennem cruxet på 0.5 Gully foto: Anders HP

Kos på standpladsen ;-) foto: Anders HP

Standplads på toppen foto: Anders HP

0.5 Gully var en super fed klatreoplevelse lige tilpas vanskelig, lige tilpas dårligt vejr og lige tilpas med sikringer. Fredag valgte vi at tage en hviledag og besøge Icefactor, mest for at se fænomenet. Det var morsomt at se hvordan kvaliteten på isen var meget lig den man ellers finder i Skotland.

Lørdag ville vi klatre Orion Direct, en 450 meter lang rute som er alt andet end direkte, men på trods af alpin start kl 4.00 var der to teams foran os da vi nåede op til ruten. Et hurtigt kig i guidebogen og vi blev enige om at prøve på Minus 2 Gully i stedet. Her skal jeg så ellers love for at vi blev udfordret. Ruten havde stort set ingen is på de første to reblængder og disse bød på to vanskelige overhæng som jeg trods meget gravearbejde ikke magtede at sikre. Nærmeste sikringer var fire meter længere ned på det første og 6 på det andet. Det var gode sikringer jo vist men stadig lidt skræmmende at mose rundt på fjeld som enten var råddent og dækket at sne eller glaseret med et tyndt lag is som akkurat kunne bære ( og af og til ikke kunne bære). Jeg var ret højt oppe at flyve på adrenalin da jeg endelig efter 60 meters ganske krævende klatring endelig kunne lave en solid standplads. 

Resten af ruten var mere velsikret og med tykkere is, tre reblængder mere bragte os op på Nordøst ryggen. Herfra gik vi løbende til toppen, jeg klarede selvfølgelig ikke at finde den enkleste vej op. Så vi måtte igennem to små vanskelige optag og en del sneramper inden vi kunne binde os ud af rebet ved topvarden.

Endelig ned under skyerne foto: Anders HP

Minus 2 Gully blev vores sidste på Ben Nevis i denne omgang. Vores "hjem" var blevet fyldt med en flok englændere som havde været på Ben Nevis iført cowboybukser og joggingsko og de havde fyldt tørrerummet og alle radiatorerne med vådt tøj. Så det faktum at vi ikke kunne få tørret vores tøj, samt vores trætte ben og den store mængde nysne som faldt mens vi gik ned, gjorde at der var flere argumenter for at holde hviledag om søndagen. 

Whisky i Edingburgh

Mandag skulle Anders nå et fly i Edingburgh kl 6.00 så vi kørte fra Fort William kl 2.00. Dette gav mig en hel dag i Edingburgh som jeg valgte at bruge på grejbutikker og whisky. Klokken 8.10 tirsdag morgen var jeg endelig tilbage i Rjukan.

Danskertræf

Endnu en dejlig travl weekend er ved at være forbi. Haven har været fyldt med telte da dansk campistforening valgte at aflægge besøg.  Fredag blev brugt i Krokan med de danske campister/isklatrere, der blev klatret lidt af hvert men mest blev der nok alligevel hyggesnakket og fortalt nyt hjemmefra. I tillæg har jeg haft to hyggelige danskere på kursus i weekenden. De var vældig ivrige og rejste hjem i dag med, glade men med meget trætte arme og ben.

Nu går jeg og samler grejet sammen i duffelbagen for i morgen afgår flyet mod Scotland. Den næste uges tid skal jeg i selskab med Anders HP udforske isklatringen i Scotland. Med base i Fort Williams er planen primært at klatre på Ben Nevis, men da forholdene muligvis er lidt dårlige for is har vi ikke lagt os for meget fast på noget specielt. Drytooling og indendørs isklatring i Icefactory kan også komme på tale. Næste indlæg kommer med en lille beretning fra Scotlands eventyret

Lidt billeder fra isfestivalen

Kristoffer Szilas havde været igang med boremaskinen, så hans nye rute skulle lige prøves 

 Getting psyked up

 Der måtte "steinpull" til. Steinpull er når man vender øksen på hovedet for at kunne holde et omvendt greb vha vægtstangsprincippet

 Andet klip

 Og ud på isen

 Sådan ! Stort set home free

 Petzl var selvfølgelig med på festivalen med testudstyr

 Det samme var Black Diamond

 Lige et sidste billede af mig !

 Nej ikke helt, speedklatring på Bullen

Først til toppen.

Isfestival på Rjukan

En hektisk weekend er næsten slut, Climb Inn har været fuldbooket og lidt til, Vi har haft besøg af celebretis, Bjørn Eivind Årtun, Vince Anderson og Malcom Kent, og mine arme er blevet 5 cm længere af alt den klatring. Jeg har hygget mig vældigt og truffet en masse spændende menesker. Hele ugen op til har vi haft besøg på Climb Inn af Jon Martin. Jon Martin startede Climb Inn i sin tid sammen med André. Det har været super med ekstrahjælp og lidt klatring og skiløb blev det også til. Så blev jeg lige pludselig udnævnt til "testpilot" for Bergans of Norway. Jeg blev ekviperet med skalbukser og softshelljakke og fik besked på at bruge det så meget som muligt. Senere kommer der så et spørgeskema som skal udfyldes, lidt sjovt at få indflydelse på designet af friluftstøj.

Lidt om foredragene på isfestivalen. Fredag var det med World Cup isklatreren Malcom Kent som talte om konkurencecirkuset og nogle af de personligheder som var faste deltagere. Meget morsomt at få et indblik i en meget mærkelig, men på samme tid utroligt fascinerende sport. Lørdag var det først Bjørn Eivinds tur. Han fortalte om sin seneste tur til Alaska, hvor han sammen med Colin Haley blandt andet klatrede Cassin Ridge og gik en ny rute på Mount Foraker. Bjørn Eivind er hardcore Alpinist og klatrer efter mottoet: light is rigth. En klatrestil som fascinerer mig meget og som jeg forsøger at efterligne. Så blev det Vince Andersons tur. Han fortalte om en tur hvor han sammen med Steve House klatrede Rupal Face på Nanga Parbat en 4000 meter høj væg af mange betegnet som den højeste i verden. De klatrede til toppen og ned på 8 dage, en meget inspirerende præstation, Vince havde dog valgt at vise sort hvid billeder, lidt mærkeligt hvis du spørger mig. Noget som gjorde foredraget lidt uinteressant til slut.

Alt i alt var det en super Isfestival som gav inspiration til nye drømme og planer om høje fjelde med sne og is på. Fremtiden ser spændende ud og jeg glæder mig til at tage hul på den i morgen, tror jeg vil starte med at hvile armene lidt

Familiebesøg

De sidste par dage har jeg været på "skiferie" med familien. Hallingskarvet Skisenter lagde pister til fire fantastiske dage med min søster og hendes veninde på alpin og med mor og far på langrend. Super hyggeligt hotel med en dejlig afslappet stemning og superlækker mad. Det var en tur arrangeret af fars Y-mens klub så de havde stort set indtaget hele hotellet. Gennemsnitsalderen var ganske vist noget over min, men det var hyggelige folk og det føltes virkelig som ferie. Første aften jeg var her fik jeg lov til at fortælle lidt om hvad det egentlig er jeg går og laver i Norge. Med god hjælp fra påklædningsdukkerne Martha (søster) og hendes veninde Marie blev det egentlig meget morsomt og spørgelysten var stor blandt folk.

Far vinder battlen om mest is i skægget.

Isklatrekursus på Climb Inn

I skrivende stund er jeg halvvejs igennem sæsonens tredje isklatrekursus for Climb Inn. So far har det været en succes med glade og tilfredse kursister og vi har endnu et booket i marts. Så en spæd, men god start på isklatreinstruktørkarrieren. I morgen skal vi ud og klatre en flerreblængders foss, nemlig Tjønstadbergfossen i Rjukan centrum. Denne fossen har sol på sig nu og vejrudsigten lover godt så forhåbentlig bliver det en dejlig dag i solskinnet.

Forberedt på fremtiden

Hvorfor nu blogger ? De sidste par år af mit liv har været ganske omflakkende. Jeg har været et par måneder her, så et par måneder der, pendlet lidt frem og tilbage mellem Norge og Danmark. Så blogger er jo en fin måde at fortælle lidt om de "eventyr" livet sender i min retning. Frem til april har jeg base på Rjukan i Norge, hvor jeg arbejder lidt med isklatrekursus og ellers forbedrer mine egne evner inden for klatring på is. April bliver tilbragt i Danmark med lidt god gammeldags tømrerarbejde. I maj kalder eventyret så igen, turen går til Peru sammen med Anders Rake. Her står menuen på højebjerge med sne og is på. Jeg vil prøve at skrive lidt om turene fremover her på bloggen.